MARTINUS II

846 45 21

Liv kørte sin hånd rundt i mit hår og lo stille. Jeg lagde hovedet på skrå og smilede til hende.

Hun lænede sig ind og kyssede mig, og jeg var hurtigt til at følge trop. Jeg lagde min ene hånd på hendes kind og den anden på hendes hofte.

Vi trak os fra kysset og lod vores pander hvile mod hinanden. Så grinte vi begge en smule, da jeg pludselig kunne mærke nogen, der kiggede på mig.

Jeg drejede hovedet stille og opdagede, hvordan Lucas stirrede på os. Hans hår skinnede i lyset og så usædvanligt blødt ud. Jeg fangede hans blik og sendte ham endnu et surt blik. Han gengældte det og vendte sig så væk.

Jeg vendte øjne af ham og drejede mig så mod Liv, der nu sad og kiggede på Lucas. Jeg rystede opgivende på hovedet og smilede sødt til hende, da hun endelig kiggede på mig igen.

Hun rykkede sig ned fra mit skød og satte sig i stedet på stolen ved siden af.

Liv tog fat i min hånd, og jeg flettede mine fingre ind i hendes. Hun lagde sit hoved på min skulder og lukkede øjnene.

Jeg lagde forsigtigt mit hoved oven på hendes og sukkede træt.

Endnu en gang kunne jeg mærke et par øjne, der stirrede på mig.

︱︱︱

Jeg samlede mine ting sammen og tog jakke på, da Liv kom over til mig.

"Hej smukke" sagde jeg og kyssede hendes pande hurtigt. Hun fnisede, tog min hånd og begyndte så at trække afsted med mig.

Jeg grinte og fulgte egentlig bare efter hende.

Hendes lange brune hår fløj om hendes hoved, og jeg kunne dufte hendes parfume fra Sì, som jeg havde givet hende i fødselsdagsgave.

Hendes bløde hånd trak mig afsted, og vi grinte begge en smule, da jeg var ved at snuble over en sten.

Hun slap min hånd, da hun skulle en anden vej end mig. Jeg smilede til hende, kyssede blidt hendes læber og sagde farvel.

Jeg blev stående og kiggede som sædvanligt efter hende, indtil hun var væk.

Jeg smilte som en idiot, mens jeg gik resten af vejen hjem.

Jeg smed min taske i entréen, gik ovenpå og lagde mig i min seng, mens jeg tænkte på Livs smukke brune øjne.

Jeg elskede hende virkelig højt.

︱︱︱

Lucas havde ikke sagt et eneste ord til mig den dag, hvilket ikke skete så tit.

Oftest kom han med en ond, led eller bare tarvelig kommentar om et eller andet. Det kunne stort set være hvad som helst.

Jeg vidste ikke helt hvorfor, at han ikke havde sagt noget. Selvom jeg egentlig godt kunne lide tanken om, at Lucas aldrig ville tale til mig igen, så var der noget underligt ved det.

Måden han stirrede på Liv, afslørede ham helt klart. Han var forelsket.

Eller også ville han bare tage endnu en ting, jeg elskede fra mig. Begge ting virkede sandsynlige.

Det røvhul.

///
Hvis jeg når 200+ følgere inden 19. Marts, skriver jeg et maraton på begge historier! <333

-Josefine///

RETTET 21/12 2018

Homophobic ↠ mgWhere stories live. Discover now