Why me?

Vågner hun igen?

***

jeg åbnede døren og den første der mødte os var Niall. "Emily" sagde han og løb mod hende. hun skreg og gemte sig bag mig og begyndte at græde endnu mere. "Emily? hvad er der galt?" hun kiggede skræmt op på ham. Harry og Liam kom også frem i døren og så Emily. hun skreg også da Harry kom mod hende, men tog imod Liams kram. "Emily" vi har været så bekymret for dig!" mumlede Liam ind i hendes skulder, da Liam løftede hende. Harry og Niall stod og så på med sørgmodige blikke. det var også ret mærkelig at hun skreg ved Niall, og Harry.

Emilys synsvinkel

jeg ligger i min seng og kiggede ud af vinduet da det bankede på. "kom ind" siger jeg, og Niall træder ind. jeg rykker mig uroligt tilbage, han så bekymret på mig. "Emily... hvorfor er du bange for mig... jeg har aldrig gjort dig noget" sagde han stille og satte sig i sengen. jeg kiggede surt på ham. "nå ikke... hvad så med da du voldtog mig? jeg sagde... jeg sagde stop og du fortsatte! jeg troede på dig da du sagde du aldrig ville gøre mig noget ondt, og hvad gjorde du? voldtog mig" hans øjne spærrede sig op. "hvornår?" sagde han skræmt. "på min... på min fødselsdag!" græd jeg. han lagde hans hånd på min skulder, men jeg slog den væk. "du skal ikke rør mig!" sagde jeg surt og rykkede mig længer væk. "men 'Emily! jeg... jeg ved ikke hvad du mener... jeg kan ikke engang huske hvad der skete... jeg ville aldrig gøre det bevidst! det ved du... det ville jeg aldrig gøre" sagde han undskyldende. og det værste var jeg stolede på ham. jeg ville så gerne tilgive ham, men jeg kan ikke få mig selv til det. mit hjerte ville gerne, for jeg elsker ham. Det gør jeg virkelig... men min hjerne er stadig påvirket af det det sket. han rykkede sig tæt på og jeg ville så gerne mærke hans varme og beskyttende arme om mig. og jeg lod mit hjerte overtage. jeg lænede mig ind mod ham og han slog armene om mig. jeg hulkede igen og han kyssede min pande, ligesom Louis gjorde... jeg gad ikke indse det... jeg savnede Niall.

Nialls synsvinkel

da Emily fortalte mig at JEG havde voldtaget hende, faldt min verden sammen. jeg ville aldrig gøre sådan noget mod hende frivilligt. det elsker jeg hende for højt til, og det ved hun. hun lå med hendes hoved på mit bryst og jeg nussede hende i håret. jeg havde virkelig været bekymret for hende, og da hun så fortalte at det var pga. både Harry og mig at hun skred kunne jeg mærke et stik i hjertet. Hun betød virkelig meget for mig, jeg kunne slet ikke forstå hvorfor jeg havde gjort som jeg havde. Jeg kunne faktisk slet ikke huske det!

***

Emily var faldet i søvn op ad mig, jeg havde lige lagt hende i seng da Liam kom hen til mig "hey der er drenge møde" sagde han så lavt så han ikke vækkede Emily "kommer om 2 sek" hviskede jeg. Jeg kunne høre Liam forlade værelset, jeg satte mig på kanten af hendes seng og strøg en tot hår væk fra hendes ansigt "hvad er det dog vi har gang i?" Sagde jeg stille.

Vi sad alle sammen nede i stuen undtagen Emily som stadig lå sov. "Jeg synes altså vi skal lade hende gå... Hun har været ALT for meget igennem" sagde Liam over fra den ene af sofaerne "jeg ved ik helt hvad hvis hun sladre? Jeg synes vi skal beholde hende" Harry kiggede rundt på os. "Vi lader hende gå hun skal ikke være i fare mere" lød det fra louis.

Emilys synsvinkel

Jeg sad på kanten af min seng. jeg kan ikke rigtigt huske hvordan jeg endte her, det sidste jeg husker var at jeg faldt i søvn op af Niall. Jeg rejste mig stille og gik nedenunder for at hente noget vand. Da jeg kom ned i køkkenet kunne jeg høre drengene snakke inde i stuen, jeg gik tætter på for at høre hvad de snakkede om "jeg ved ik helt hvad hvis hun sladre? Jeg synes vi skal beholde hende" sagde en af dem. Hvad! Fanme nej jeg listede hen til hoveddøren, rev den op og smækkede den i igen, fuck om drengene kunne høre mig jeg skulle bare væk herfra.

Jeg havde været hjemme forbi for at se min mor igen, men der var ikke nogen, huset var også blevet tømt for ting. Så nu gik jeg rundt på hovedvejen og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv, det ville være så let bare give op hoppe ud over en bro eller sådan noget. DYT DYT!!!! Jeg blev revet ud af mine tanker kun for at kunne kigge op på lastbilen der var så tæt på at den ikke kunne nå at bremse, lige med et blev alt sort.

Nialls synsvinkel

der gik en mærkelig fornemmelse gennem mig, da jeg hørte en lyd ude fra køkkenet. de andre havde ikke hørt noget, hvilket fik mig til at tjekke det. jeg trådte ud i køkkenet og så et glas vand der stod på køkkenbordet der var kun taget et kort nip af glasset inden der var blevet sat, det kunne jeg se fordi der var en mærke af nogle læber på. Jeg vidste med det samme hvad der var sket, "for helvede" råbte jeg og smed glasset, det landede på gulvet og gik flere små stykker. Louis kom løbende her ud " hvad fanden har du gang i?" Halvt råbte han "hun... Hun er væk" sagde jeg roligt og kiggede på Louis " Vi tjekker huset for en sikkerheds skyld" sagde Louis roligt og gik ind til de andre.

Hun var ingen steder i huset så Harry, Louis og jeg var gået ud for at finde hende. Liam var blevet hjemme hvis hun nu skulle komme tilbage.

vi var gået i ret lang tid, da vi kom til et vejkryds lå der noget ved fodgængerfeltet. "EMILY!" udbrød harry og løb over til hende. jeg mærkede et stik i hjertet, og louis faldt ned på knæ ved siden af Harry. "Emily! kan du høre mig" råbte Harry, men der kom intet svar "ring efter en ambulance!" sagde han hurtigt og Louis ringede efter en. få minutter efter kunne man høre en sirener og de blå blink kom nærmer og nærmer. jeg stod og så på det hele... det gik så langsomt, Harrys råben på Emily og louis' grå, det hele gik så langsomt. Ambulance mændene var hurtigt over ved Emily og fik hende hurtigt op på båren og ind i ambulancen.

turen hen til hospitalet var stille og en meget trykket stemning lå over os. "jeg håber hun er okay" lød det stille fra Liam. Louis sad og hulkede og Harry kiggede surt ud af vinduet. jeg sidder selv og prøver få tankerne om Emily lidt under kontrol, for... hun klarer den, hun er stærk og hun skal nok kæmpe mod døden... det er jeg sikker på.
"vi er der om lidt" mumlede Liam efter en lille pause uden nogle svar.

bilen stoppede, Louis og Harry var hurtigt ude og nærmest løb op mod døren. Liam og jeg fulgte hurtigt trop, og da vi kom ind af døren hørte vi Harrys råben "hvor er hun!" "du bliver nødt til at tage det roligt" sagde Liam og lagde en hånd på Harrys skulder. Louis hjalp Liam med at få ham væk fra skranken så jeg kunne snakke roligt med damen. "hej... øh...vi er kommet i anledning af Emily Tomlinson" sagde jeg og mærkede en sviende fornemmelse i øjnene da jeg sagde hendes navn. Damen kiggede op på mig og ned i hendes computer "ja... miss. Tomlinson er lige ankommet, men kan dsv. først få besøg i morgen" sagde hun og skubbede hendes store briller på plads. "jamen... er hun okay? hvordan er hendes tilstand?" spørgsmålene fløj ud af mig. "det er meget svært at sige, da hun lige er ankommet" svarede damen og kiggede ned i hendes computer igen. hendes telefon ringede. "undskyld men jeg bliver lig nødt til at tage den der" sagde hun og besvarede opkaldet. Harry satte sig frustreret ned i en stol i venteværelset, gemte hovedet i hænderne og sukkede. "hun skal nok..." jeg blev afbrudt af en alarm der pludselig satte igen. Vi kiggede alle ud mod gangen og så nogle læger komme løbende den ene vej og nogle minutter efter den anden med en seng. i sengen lå der ingen andre en Emily. Louis tog fat i en af de læger der løb ved siden af hendes seng. han så surt på ham. " undskyld... men hvad sker der med hende nu?" han sukkede og kiggede rundt på os. "er i familie med hende?" Louis nikkede hurtigt og lægen nikkede selv. "hun er i en meget kritisk situation lige nu, hun er gået i kramper og skal tjekkes hurtigt .. så vil de være sød at slippe min arm!?" Louis slap hurtigt og begyndte at græde igen. og lægen skyndte sig efter de andre som for længst var nået om hjørnet.

Harrys synsvinkel

da lægerne kom løbende med Emily og lægen sagde hun var i en kritisk tilstand... knækkede min verden helt sammen. den eneste tanke lige nu var at hun ikke ville klare den. hvad skal der blive af mig? hvordan skal min verden nogensinde blive hel igen uden Emily? uden Emily er jeg bare... mig! men hvem er mig? når den mig jeg er nu er den Harry der er vild med Emily Tomlinson. uden Emily er jeg bare Harry styles... Den over rige nar som havde en syg drøm der aldrig blev til noget... nemlig at være sammen med den dejligste pige.

***

dagene efter ulykken var... HÅRDE! Emily var bare den der lyste alles dage op, også når hun var sur... vi har alle besøgt hende et par gange. hun ligger i koma, lægerne mener der går nogle måneder før hun vågner, men det er op til hende, om hun vil vågne, om hun vil fortsætte det liv med nogle få ændringer... det er alt op til hende.