Spøgelset på Vangmarksgaard

Kapitel 6

Fri! Der var ingen eksaminer i dag, så Naja havde en hel dag, hvor hun bare kunne slappe af, læse en bog og selvfølgelig hjælpe Marie med at gøre klar til om aften. De skulle købe chips, kiks og skumfiduser, så de kunne lave s'mores. Der var åbenbart et sted, hvor de kunne lave et bål, så de kunne både få noget varme og lave bålhygge. De købte også noget sodavand til dem, som ikke kunne lide øl, hvilket blandt andet involverede Naja, da hun ikke brød sig om smagen.

De læssede det hele af hjemme hos Naja, da hun boede nærmest skoven.

"Skal vi lave noget dej til snobrød?" foreslog Naja.

"Åh, det vil være super," udbrød Marie.

De fandt en opskrift på Najas telefon og fandt ingredienserne i køkkenet, før de begyndte at lave dejen, så den kunne stå og hæve indtil om aftenen.

Det gjaldt om at klæde sig varmt på, da det var køligt udenfor og temperaturen vil nå under frysepunktet i løbet af aftenen.

"Min mor og jeg kører ind til Aarhus i morgen formiddag, vil du med?" spurgte Marie, da de var færdige med at lave dejen til snobrødene.

"Det vil jeg gerne, jeg skal have købt nogle julegaver."

Hun havde været i Aarhus et par gange, men det var mest for at besøge Den Gamle By, Moesgaard eller Aros.

Marie tog hjem igen, men vil vende tilbage for at hjælpe med at få snacksene med ned til skoven, hun vil ovenikøbet medbringe en trækvogn, så de kunne have alt med på en gang. Efter aftensmaden, klædte Naja i varmt tøj, tog overtræksbukser og vinterjakke på. Kort efter dukkede Marie og Kian op med en trækvogn, som de fyldte med alle snacksene, sodavandene og dejen til snobrødene før de kørte ned til skoven.

Philip og et par andre var dukket op og i gang med at lave et bål. Én havde taget en højtaler med, så der blev spillet musik. Skoven virkede så mærkelig fremmed i mørke, selvom hun var omgivet af klassekammerater, så var det som om mørket gemte noget, som hun ikke vidste hvad var.

"Hej," lød det og da hun kikkede op fra trækvognen, hvor hun var ved at tage pakker med kiks og skumfiduser op, kom Mia gående hen mod dem sammen med en fyr, som Naja aldrig havde set før.

Han virkede dog bekendt.

"Dette er Louis," introducerede Mia fyren.

Naja stirrede, dette var ikke den Louis, hun havde mødt to gange, men hvis dette var den rigtige Louis, hvem var ham, hun havde mødt de foregående dage.

"Du er tilflytteren," pointerede Louis med et blændende smil.

Naja nikkede tydelig forvirret.

"Vent, jeg troede, I havde mødt hinanden før, det sagde Naja," udbrød Marie, der havde fulgt med.

"Han er ikke den, jeg har mødt. Ham, jeg hilste på, havde en hund, der hed Bumle," svarede Naja.

"Bumle? Han døde for to år siden," svarede Louis eftertænksomt.

"Det kan ikke passe, jeg kløede den bag øret og den var meget massiv."

"Jeg vil nok vide om vores hund er død eller ej. Den blev kørt over for to år siden," svarede Louis.

"Jamen, hvem er fyren så, det så ud som om han boede på Vangmarksgaard," fortsatte Naja.

"Sagde han, hvad han hed?" spurgte Louis.

Naja rystede på hovedet.

"Måske er det din fætter. Omkom han ikke for fire år siden i svinget nede ved Mølledammen?" spurgte Mia.

"Vent, går vi og snakker om genfærd?" brød Kian ind, der var kommet hen, for at finde ud af hvad der foregik.

"Naja har mødt en fyr, som hun troede var Louis, men ikke var Louis og mødt Louis' afdøde hund," fortalte Marie.

"Et hundespøgelse, den var ny."

Aftenen var ikke begyndt helt som Naja havde håbet på. Imens de andre begyndte at snakke om mulige teorier og om hvor mange spøgelser, der måtte husere i området, løb Najas tanker af med hende. Hun kunne ikke lade være med at se sig ængsteligt omkring. Mørket virkede endnu mere truende, end da hun først kom.

"Vi skal seriøst på spøgelsesjagt nede på Vangmarksgaard," udbrød Mia.

"Hvad!?" udbrød både Louis og Naja.

"Ja, vi skal da finde ud af om Bumle og Tristan går igen."

Naja skulle til at spørge, hvem Tristan var, da hun tænkte, at det sikkert var navnet på fyren, hun havde mødt. Var han virkelig et spøgelse? Han havde set så massiv ud, men så igen, vidste hun ikke hvordan spøgelser skulle se ud. Hun havde bare altid forestillet sig, at de var gennemsigtige, men måske var det bare en myte. Førhen havde hun aldrig troet på sådan noget og hendes hjerne troede stadig, at der måtte være en logisk forklaring på hvad end og hvem end hun havde set.